Kapitel 22 - De mandlige reproduktionsorganer

De mandlige kønsorganer kan deles op i de indre kønsorganer, genitalia interna, og de ydre, genitalia externa. De indre omfatter testes (testiklerne), epididymis (bitestiklerne), ductus deferentes (sædlederne), vesiculae seminales (sædblærerne), prostata (blærehalskirlen), og glandula bulbourethralis. De ydre kønsorganer omfatter penis (“det mandlige lem”) og scrotum (pungen).

Testiklerne

Testiklerne har to hovedfunktioner: dannelse af spermatozoer, og det mandlige kønshormon, testosteron.

Testes er omgivet af en tyk bindevævskapsel, tunica albuginea. Bagtil på testiklen findes en fortykkelse, mediastinum testis, og fra denne strækker sig bindevævssepta, septula testis, ind i testiklen og opdeler den i ca 250 lobuli. I hver lobulus findes flere tubuli seminiferi contorti, og de udgør det spermieproducerende væv. De fortsætter så i tubulus rectus, som samler sig i rete testis, som er starten på udførselsgangsystemet. Ind imellem disse gangsystem findes interstitielt bindevæv. Dette bindevæv udgøres af interstitielle celler, som kaldes Leydigske celler, og er de celler der producerer testosteron.

Vægen i tubulus seminiferus contortus er omgivet af et basalmembran, og opbygget af flere typer af celler:

• Myoide celler, som er glatte muskelceller, med en affladet kerne, og som ligger udenom basalmembranen.

• Sertoliceller, som har en række funktioner: -de danner blod-testis-barrieren (som er vigtig for at beskytte spermatozoerne imod imunforsvaret) -de producerer androgen-binding-protein (ABP) -de producerer inhibin, som hæmmer produktion af FSH -de kan producere østrogener. Kernen er oval, og cellegrænsen er svær at se.

• De spermatogene celler. Disse stammer fra stamceller der heder spermatogonier, og findes i en A- og B-type. -A-typen differentierer til B-typen. -B-typen differentierer til primære spematocytter. -De primære spermatocytter omdannes ved 1. meiotiske deling til sekundære spermatocytter. -De sekundære spermatocytter genemgår 2. meiotiske deling til spermatider. -Spermatiderne differentierer til spermatozoer, som er de mature, mandlige gameter.

Processen fra spermatogonier til spermatozoer kaldes spermatogenesen, og varer i 74 døgn. Processen fra spermatid til spermatozo kaldes spermiogenesen.

Spermatozoen består af et hoved og en hale, der består af hals, mellemstykke (med mitochondrier), hovedstykke og til sidst et endestykke.

Udførselsgangsystemet

Udførselsgangsystemet består af tubuli recti, der munder i rete testis, som deler sig op i mange ductuli efferentes, der munder i en fælles ductus epididymis, som fortsætter i ductus deferens. Denne overgår kort i ductus ejeculatorius, som munder i urethra.

• Tubulus rectus og rete testis er meget korte, og har énlaget kubisk epitel.

• Ductuli efferentes gennemborer tunica albuginea, og passerer ind i epidydimis. I mikroskopet ligner epitelet en guirlande, og er enlaget cylindrisk. Cellerne er ciliebeklædte, og skubber spermatozoerne.

• Ductus epdidymis er et 6 m langt rør, der er stærkt snoet. Epitel-typen er pseudolagdelt cylinderepitel. Epitelet består af hovedceller med stereocilier, og basalceller. Epitelet er omgivet af glatte muskelceller.

• Ductus deferens er ca 40 cm lang. Den løber i funiculus spermaticus, og ind via inguinalkanalen, til bagsiden af prostata. Væggen deles op i: - Tunica mucosa, med pseudolagdelt cylinderepitel, og en tynd lamina propria. - Tunica muscularis, som er meget tyk (1,5 mm). Bestyår af et indre og ydre longitudinelt lag, med et tykt cirkulært lag indimellem. - Tunica adventitia, tæt bindevæv.

• Ductus ejeculatorius, er kort, med en tynd slimhinde (pseudolagdelt cylinderepitel).

De accessoriske mandlige kønskirtler

Sædblærerne, vesiculae seminales, er udviklet fra ductus deferens. Kirtlen munder i ductus deferens, og danner dermed ductus ejeculatorius. Sekretet består af fruktose (energi til spermatozoerne), prostaglandiner og flaviner (flurocerer i UV-lys, vigtigt i retsmedicinske undersøgelser). Vægen er opbygget af en* tunica mucosa, der i histologiske snit har et “bikage”-lignende udseende. Epitelet er pseudolagdelt cylinderepitel. Under dette findes en *tunica muscularis med et indre longtitudinelt og et ydre cirkulært lag. Yderst findes tunica adventitia.

Blærehalskirtlen, prostata er den største accessoriske kønskirtel. Prostata gennemløbes af de to ductus ejeculatorii. Sekretet er tyndflydende, og indeholder bland andet citronsyre, IgA og zink, hvilket virker bakteriostatisk. Vævet kan opdeles i stroma, der hovedsageligt består af glatte muskelceller, og tubulo-alveolære kirtler med kubiske celler, indlejrede i stromaet. Karakterisktisk for prostata er forekomsten af corpora amylacea, der er afrundede klumper inde i kirtel-lumen. Prostata opdeles i tre zoner, den periurethrale zone, der er tættest på urethra, den centrale zone og den perifere zone, der er mest perifert. Disse kan ikke skelnes i mikroskopet. Benign prostatahyperplasi, som rammer over 75 % af alle mænd, udgår fra den periurethrale zone, og giver vandladningsbesvær. Prostatacancer udgår oftest fra den perifere zone, og opdages derfor sent i udveklingen, hvilket forringer mulighederne for behandling.

Penis

Mandens kopulationsorgan, penis needs no futher introduction. Den består af tre svulmelegmer, to corpus cavernosum, og et corpus spongiosum. Urethra løber i den sidstnævnte. Hvert corpus cavernosum er omgivet af en kraftig tunica albuginea. Corpus spongiosum mangler denne. Histologisk er cavernae at bemærke. Disse er adskilt af bindevævstrabekler, der indeholder glatte muskelfibre.