Kapitel 21 - Det endokrine system

“Our facts must be correct. Our theories need not be if they help us to discover important new facts”

Selye

Det endokrine system består af solitære endokrine celler, endokrine væv og endokrine kirtler. Disse producerer hormoner, der secerneres til blodet, og efter transport til målorganet har det forskellig virkning, afhængigt af receptorer og intracellulære mekanismer.

Hypofysen

Hypofysen (gl. pituitaria) er lejret i sella turcia, på undersiden af hjernen, hvor den hæfter til hypothalamus med hypofysestilken. Hypofysen kan opdeles i to lapper, lobus anterior og lobus posterior, der har meget forskellig histologisk opbygning, og embryologisk oprindelse. Man kan stort set sætte lighedstegn imellem lobus anterior og adenohypofysen, og imellem lobus posterior og neurohypofysen.

Lobus anterior består af pars tuberalis og pars distalis. Lobus posterior består af pars intermedia, samt pars nervosa.

Kortfattet om embryologi: Adenohypofysen udvikles fra Rathkes poche, der vokser op fra den primitive mundbugt, og neurohypofysen udvikles fra gulvet i diencephalon. Se billede i øvrigt.

Hypofysen forsynes via aa. hypofyseales sup. et inf. De øvre arterier danner et primær-plexus. Herfra afgår så portale vener ned langs hypofysestilken, hvor de danner et kapilærnet i adenohypofysen, sammen med de nedre hypofysearterier. Herfra løber blodet i de hypofyseale vener.

Pars distalis

Pars disalis udgør største delen af hypofysen. Cellerne er arrangerede i klumper, med omgivende kapillærer. Ind imellem findes støtteceller, s.k. folliculo-stellace celler.

Parenchymet i pars distalis kan opdeles efter følgende skema:

• De kromofobe celler anses for at være inaktive kromofile celler. Udgør ca. 50 % af parenchymet. Cellerne er små og svagt acidofile/basofile.

• De acidofile celler udgør ca. 40 % af cellerne i pars distalis. De farves kraftigt eosinofilt (i HE-farvning). De er generelt mindre end de basofile celler. Der kan ikke skelnes imellem laktotrope og somatotrope celler ved en almindelig farvning; der skal imunohistokemisk farvning til for at kunne skelne imellem de to.

• De somatotrope celler udgør den største del af cellerne i pars distalis. De secernerer væksthormon (GH), der stimulerer vækst i forskellige væv.

• De laktotrope celler seccenerer prolaktin (PRL), der stimulerer gl. mammaria til laktering.

• De basofile celler udgør ca 10 % af cellerne i pars distalis. De er større end de acidofile celler, og farves basofilt (i HE-farvning). Lige som i tilfældet med de acidofile, kan der ikke skelnes imellem de forskellige celletyper ved almindelig farvning.

• De thyrotrope celler producerer thyroideastimulerende hormon (TSH).

• De gonadotrope celler producerer follikelstimulerende hormon (FSH) og luteiniserende hormon (LH).

• De corticotrope celler producerer adrenocorticotropt hormon (ACTH).

Pars intermedia

Har ingen væsentlig fysiologisk funktion hos mennesker.

Pars tuberalis

Har ingen væsentlig fysiologisk funktion hos mennesker.

Pars nervosa

Cellerne i pars nervosa udgøres af to typer af celler: pituicytter og nervefibre.

• Pituicytterne er støtteceller. Normalt ses kun kernen, der er runde. De har nogenlunde den samme funktion som astrocytter i CNS.

• Nervefibrerne er umyeliniserede, og producerer to hormoner:

  – Antidiuretisk hormon (ADH), der dannes i nc. supraopticus, der regulerer diuresen.

  – Oxytocin, der fører til laktering, og sammentrækning af den gravide uterus.

Skjoldbruskkirtelen

Histologisk består gl. thyroidea af follikler, adskilt af lidt bindevæv. Folliklerne består af énlaget kubisk epithel, og et hulerum, der er fyldt af kolloid. Epithelet udgøres af follikulære celler, samt c-celler.

• De follikulære celler er som nævnt kubiske og grænser alle mod lumen. Kernen er rund. De secernerer kolloid ind i folliklerne, samt T3 og T4 til blodet. T3 og T4 regulerer den generelle metabolisme i de fleste væv.

• C-cellerne kan ikke skelnes fra de follikulære ved almindelig farvning (imunohistokemi er påkrævet). Cellerne er aldrig i berøring med follikellumen. C-cellerne producerer calcitonin, der nedsætter plasma-calcium ved at hæmme resorptionen af knoglevæv.

Biskjolbruskkirtelerne

Gll. parathyroideae findes på bagsiden af gl. thyroidea. Histologisk består kirtelen af parenchym, adskilt af tynde bindevævssepta og kapillærer. Ind imellem ses fedtceller.

Parenchymet består af to typer af celler:

• Hovedceller, der udgør den største del af kirtelen. Disse farves svagt eosinofilt i HE, og kernen er rund og lys. Hovedcellerne secernerer parathyroideahormon (PTH), der øger plasma-calcium ved bl.a. at øge knogleresorptionen.

• De oxyfile celler, der findes i mindre antal. Cellerne er ca. dobbelt så store som hovedcellerne, og cytoplasmaet er stærkt eosinofilt. Funktionen er ukendt.

Binyrerne

Gll. suprarenales findes ved øvre nyrepol. På forsiden findes et hilum, hvor v. suprarenalis træder ud. Histologisk, embryologisk, samt funktionelt kan binyrerne opdeles i to forskellige dele: medulla og cortex.

Cortex

Cortex udvikles fra ?det mesodermale cølomepithel på urogenitalkammen?, hvis det siger jer noget. Binyrebarken inddeles i tre forskellige zoner, baseret på udseende og funktion:

• Zona glomerulosa, hvor cellerne er ordnede i små runde cellegrupper. Cellerne er eosinofile. Disse celler producerer hovedsageligt aldosteron, der er et mineralocorticoid.

• Zona fasciculata, hvor cellerne er ordnede i cellestrenge der er 2 celler tykke. Rundt om cellestrengerne ses fenestrerede kapillær. Cellerne indeholder mange lipiddråber, og dette giver et ?fluffy? udseende i histologiske præparater (hvor fjættet fjernes til fordel for histogutternes fjættebrød). Cellerne i zona fasciculata producerer hovedsageligt cortisol, der er et glucocorticoid. Ydermere produceres der androgene steoridhormoner.

• Zona reticularis, hvor cellerne er ordnede i cellestrenge der er 1 celle tykt. Ligesom i fasciculata ses kapillær. Cellerne i reticularis producerer ligesom i fasciculata glucocorticoide hormoner, samt androgener.

Medulla

Medulla er af anden embryologisk oprindelse end cortex, idet den stammer fra crista neuralis.

Parenchymet udgøres til største del af de kromaffine celler, der producerer adrenalin og i mindre udstrækning noradrenalin. Cellerne er ordnede i strænge, der er adskilt af kapillærer.

Ind imellem ses sympatiske ganglieceller, der ligger i små grupper. De er dog svære at finde.