Kapitel 19 - Åndedrætsystemet

“Air possses a certain ocult virtue. In this virtue the secret food of life lies hidden”

Hermann Boerhaave

Åndedrætsystemet kan deles op på følgende måde:

• Den konduktive del

• Den respiratoriske del

• Ventilationsmekanismen

Den konduktive del

Den konduktive del, eller luftvejerne, omfatter næsehulen, svælg, strubehoved, luftrør (trachea) og bronchier. Funktionen er dels at føre luft ned til den respiratoriske del, og dels at fugte og opvarme luften, og dels rense den for partikler (støv, bakterier mm).

Cavum nasi

Kan inddeles i to regioner:

• Regio respiratoria

-Første del er vestibulum nasi, og er en muco-cutan overgangszone, dvs forhornet pladeeptithel der overgår i uforhornet, til senere pseudolagdelt. Der findes næsehår, sk. vibrum (yummey), ellers ikke andet intressant.

-Cavitas nasi propria har som sagt pseudolagdelt cylinderepithel, der hviler på et lamina propria, der så overgår til periost/perichondrium, afhængigt af hvor i næsehulen vi er. I lamina propria findes muko-serøse kirtler.

Næsen har rigelig blodforsyning, med fine veneplexer, som kaldes kavernøse sinusoider, der danner et erektilt væv?. Det kavernøse væv er koblet til det autonome nervsystem: sympaticus er vasokonstriktorisk, parasympaticus er vasodilaterende, samt sekretorisk.

• Regio olfactoria Lugteslimhinden findes i toppen af næsehulen (se 2. semester). Det pseudounipolære epithel er meget højt, og der forekommer tre typer af celler: -olfaktoriske celler, der er bipolære neuroner. Fra de olfaktoriske celler udgår der olfaktoriske cilier, der kan opfange forskellige molekyler => der åbner spændningstyrede Na+ => signaler til CNS. De olfaktoriske cellernes axoner samles til bundter, fila olfaktoria, der går igenem lamina cribrosa, og danner herefter n. olfactorius (I). -sustentaculumceller, der er støtteceller til de olfaktoriske. -basalceller, der er stamceller. De findes i dybdten af epithelet, og kan uddifrentiere sig til de to andre typer af celler.

Under epithelet findes et lamnia propria, med de Bowmanske kirtler. Disse er serøse kirtler, hvis utførselsgang ender på epithelet. Sekretet virker som opløsningsmiddel for “lugtstoffer”.

Larynx – strubehovedet

• Tunica mucosa

-Lamina epithelialis består af psueudolagdelt cylinderepithel med cilier. På mekanisk udsatte områder (som geneser så fint formulerer det: “på den linguale overflade og den øverste halvdel af den laryngeale overflade af epiglottis” (dvs epiglottis), plicae vocales, plicae aryepiglotticae og cartilagines arytaenoideae) findes flerlaget pladeepithel.

-Lamina propria, løst bindevæv.

• Tela submucosa løst bindevæv, hænger oftest sammen med lamina propria. Bindevævet er løst bundet til de underliggende strukturer, og kan være sæde for ødemer, der kan give ophav til kvælning. I tela submucosa findes mukøse kirtler.

• Larynxbruskene hyalin brusk.

• Larynxmusklerne; skeletmuskulatur.

Trachea – luftrøret

• Tunica mucosa -Lamina epithelialis Lamina epithelialis i trachea og bronchierne indeholder en masse forskellige typer af celler: Ciliebeklædte celler – de har cilier. Bægerceller – producerer mucin. Børsteceller – de har børstesøm. Interemediære celler – immature celler der kan blive enten bægerceller eller ciliebeklædte celler. Basale celler – stamceller. Endokrine celler – producerer stoffer som skal udskildes, funktion ukendt. BALT – bronchus-associerede lymfoide væv – T-lymfocytter. -Lamina propia, løst bindevæv, elastiske fibre.

• Tunica mucosa, løst bindevæv, elastiske fibre, muko-serøse kirtler.

• Brusk, hæsteskoformede brusk”ringe” af hyalin brusk. Imellem de to løse ender (posteriort) spænder m. trachealis, der består af glat muskulatur. Imellem ringerne findes et fibroelastisk membran.

• Tunica adventitia, løst, fedtholdigt bindevæv med kar og nerver.

Bronchietræet

Lungerne deles op i lapper, lobi. Den højre har 3, den venstre 2. Lungerne kan også deles op i bronchopulmonale segmenter, og disse kan opdeles i lobuli, der endelig kan inddeles i acini.

Bronchietræet opdeles i hovedbronchier,* lapbronchier,* segmentbronchier, bronchioler, termniale bronchioler, respiratoriske bronchioler.

Lungearterier, nerver og lymfekar løber langs med bronchierne. Derimod løber lungevenerne for sig selv, i s.k. interlobære og intersegmentale septa.

Hovedbronchier

Se trachea!

Interpulmonale bronchier

De bronchier der findes i lungerne skælner sig lidt fra hovedbronchierne:

• Tunica muscularis, cirkulært lag af glat muskulatur. Brusken er mere uregelmæssig, og danner “bruskøer” på histologiske preparater.

Bronchioler

• Tunica mucosa -Lamina epithelialis, cylinderepithel. Indeholder Clara-celler der producerer surfaktant. Indeholder ikke bægerceller. -Lamnia propria

• Tela submucosa

• Tunica muskularis, relativt tykkere i forhold til bronchierne. Har en luft-fordelende funktion; når pO2 falder slapper muskulaturen af, og giver mere luft til det pågældende område. Innerveres af ANS: symp. giver dilatation, parasymp. giver konstriktion.

Bronchioler mangler brusk og kirtler.

Den respiratoriske del

Den respiratoriske del omfatter respiratoriske bronchioler og alveoler. Funktionen er at udveksle O2 og CO2 mellem blodet og luften.

De terminale bronchier bliver delt i to respiratoriske bronchier.

De respiratoriske bronchioler ligner bronchioler, men med den forskel at der findes alveoler med direkte adgang til selve bronchiolen. Vægen er beklædt med lavt cylinderepithel der kun består af ciliebeklædte celler og Clara-celler. Under findes bindevæv og glat muskulatur.

De respiratoriske bronchier forgrenes i ductus alveolaris, der ender i et atrium, der danner indgangen til en eller flere alveolesække, sacci alveolares. En saccus alveolaris er opbygget af flere alveoli.

Alveolevæggen skiller to naboalveoler ad. Den består af et tyndt bindevævslag, der er beklædt med epithelceller på bægge sider. I bindevævet løber pulmonale kapilærer. Oftest smælter kapilærbasallaminaet og epithelbasallaminaet sammen, og danner dermed en meget tynd væg.

Epithelet dannes af type-I-pneumocytter, det er det de kan, det er deres trix! De har stavformet kerne og et lille cytoplasma.

I epithelet findes også type-II-pneumocytter, der buler ud i lumen med sin runde kerne. De danner ligesom Clara-celleren surfaktant, der nedsætter grænsefladespændningen mellem luft og væske => alveolerne falder ikke sammen, og kan letter udvides (klinisk note: respiratorisk distress-syndrome skyldes utilstrækkelig surfaktant-produktion => større arbejde for at trække vejret. Hos præmature børn ses sammenfald af lunger pga. manglende surfaktant.).

Endelig findes der alveolære makrofager, som fjerner alt det lort vi får ned i alveolerne. Støvfyldte makrofager vandrer til de ciliebeklædte bronchioler, hvor de crowd-surfer til larynx, for at blive synkede og nedbrudte i tarmsystemet. Dvs en form for automatiserede mini-engangs-støvsugere. De kan også vandre genem lymfesystemet, eller bare blive i interstitielrummet, hvor de bliver for resten af menneskets levetid, og misfarver lungerne.